Rede · 10.06.2023 De Sydslesvigske Årsmøder 2023 De sydslesvigske frivillige bør understøttes af en endnu bedre professionel support og opbakning fra de sydslesvigske organisationer

”FRIVILLIG – FORDI JEG IKKE KAN LADE VÆRE” SSWs landsformand Christian Dirschauers årsmødetale i Sønderbrarup, den 10.06.2023

Kære venner,
tak for invitationen til at komme og holde en årsmødetale her i Sønderbrarup. Lad mig starte med at sige, at hvor er det dejligt at vi danske sydslesvigere kan mødes i frihed og fred under demokratiske forhold og fejre vores fællesskab - vores danskhed – her ved de sydslesvigske årsmøder. Det er jo slet ingen selvfølge som Folketingets formand Søren Gade i forgårs gjorde klart i en artikel i Flensborg Avis. De fredelige forhold her i vores dansk-tyske grænseland og det gode samarbejde med vores tyske naboer og venner bør vi værdsætte endnu mere når vi ved at der få tusind kilometer væk i Ukraine føres en uhyggelig og afskyelig angrebskrig fra Rusland mod et suværent land. Derfor bør vi en dag som idag ikke glemme at sende vores tanker og solidaritet til ofrene og befolkningen i Ukraine, der i den grad lider under denne forfærdelige krig.

Årsmødets motto er i år: ”Frivillighed – fordi jeg ikke kan lade være.” Jeg synes personligt, at det er et rigtig godt motto, for hvad ville Sydslesvig være uden vores mange, mange frivillige, der år ind år ud lægger kræfter i vores mange foreninger og også i vores parti? Hvad ville f.eks. SSW være ude vores mange frivillige kommunalpolitikere og amts- og distriktsbestyrelser rundt omkring i Sydslesvig? 

Tænk bare, at SSW formåede at aktivere 619 kandidater til kommunalvalget her i maj. 619 mennesker fra hele Sydslesvig, der på frivillig basis var villig til at yde en indsats for mindretallets parti. Det er helt imponerende synes jeg som landsformand, hvis man tænker på, at vi faktisk kun har ca. 3.100 medlemmer. Det betyder at næsten hvert femte medlem var villig til frivilligt at yde en politisk indsats for os. Iøvrigt blev 40% af vores kandidater faktisk valgt, idet SSW fik utrolige 260 kommunalpolitikere valgt til kommunalvalget. Også i Sønderbrarup gik det jo godt. Tillykke med det. Tillykke til os alle med valget. 

Jeg tror den 14. maj 2023 er vi mange der næppe vil glemme, hvor SSW fik en jordskredssejr til kommunalvalget med ufattelige 50.783 stemmer i Sydslesvig og 4,4% af stemmerne i hele Slesvig-Holsten. Efter forbundsdags- og landdagsvalget var kommunalvalget den tredje historiske valgsejr i træk. 

Også SSF, SdU, Skoleforeningen, Kirken og vores mange, mange små foreninger har brug for mange frivillige for at få gennemført det nødvendige foreningsarbejde. Sydslesvig lever altså i den grad af det frivillige arbejde. Der kan vi også dyrke vores danske kultur og være sammen med vores ligesindede.

Jeg selv har (næsten) hele mit liv været engageret i dansk-sydslesvigske foreninger o. l. og i flertalsbefolkningens: som elev inden jeg blev realist i elevrådet på Jens Jessen-Skolen, som ung i Mørvig UF (bl. a. som fodboldtræner). Jeg var med i SSWU og SSWs amts- og distriktsarbejde og i SSF er jeg stadigvæk kasserer i Engelsby distrikt. Også i Sønderjydsk Arbejderforening SAF er jeg med i bestyrelsen. Som bekendt har jeg også været engageret i mange år i fagforeningen for kommunale ansatte Komba.

Så jeg kender godt til forholdene for det frivillige arbejde her i landsdelen ligesom mange af jer sikkert gør. Vi kender alle de frivillige slidere som er og har været uundværlig i foreningsarbejdet og faktisk har båret det frivillige arbejde i Sydslesvig i årtier. Man kan ikke takke disse mennesker nok for deres indsats for mindretallet. 
Det frivillige arbejde er altså identitetsskabende for os i mindretallet og en del af vores DNA ligesom det faktisk er i vores moderland Danmark. Med vores udprægede foreningsstruktur i Sydslesvig er det endda eksistentielt at vi holder fast i frivilligheden og engagementet for at få det folkelige arbejde gjort både lokalt og på landsplan. 

Men vi må også konstatere, at tiderne ændrer sig og især børnefamilierne slet ikke mere har de tidsmæssige ressourcer, som før i tiden for at yde en frivillig indsats. Dertil kommer, at foreningslivet i næsten to år pga corona-pandemien har ligget underdrejet og at mange engagerede erfarne frivillige har mistet lysten og pusten til det folkelige arbejde. Det kan vi mærke i alle vores folkelige foreninger. Overalt har vi i stigende grad en mangel på folk, der har tid og måske også lyst til at engagere sig i vores mange bestyrelser og styrelser.

Det er ikke et fænomen, der er begrænset til mindretallet. Det er en udvikling som vi ser overalt i samfundet både i Sydslesvig, Tyskland og Danmark. Indtil nu har vi i mindretallet endda klaret os bedre, fordi vi har en intern solidaritet når det drejer sig om at besætte mindretallets mange poster og bestyrelser.

Jeg tror at denne udvikling vil fortsætte og derfor er der nu og fremover et langt større behov også for professionel support og opbakning til de mange frivillige - det er en fælles opgave de store foreninger i mindretallet har. Vi skal sørge for den rette og rigtige support for vores engagerede folk, således at de aflastes f.eks. af bureaukratiske eller organisatoriske krav. 

Udfordringerne for det folkelige arbejde i Sydslesvig blev allerede fint beskrevet i rapporten om mindretallets fremtidige struktur som vores forvaltningschefer udarbejdede for ca. 3 år siden. Derfor var SSW også åben for at diskutere en strukturændring i mindretallet for bl.a. at styrke det professionelle niveau til støtte af vores frivillige. Nu kommer der ingen strukturændring og det Sydslesvigske Samråd bliver erstattet af et mere løst forum for det danske mindretal. Det respekterer vi selvfølgelig i SSW. 

Men opgaverne og udfordringen for det frivillige arbejde er stadigvæk de samme uanset strukturdebatten. Mit bud er derfor: Lad os benytte nystarten af et forum for det danske mindretal til at diskutere, hvordan vi forbedrer vores professionelle understøttelse af det frivillige arbejde her i Sydslesvig. De frivillige skal aflastes og understøttes endnu mere i deres daglige arbejde. En løsning af denne opgave er efter min bedste overbevisning nøglen til at en fortsættelse af det danske mindretals succeshistorie, hvor mange danske folkelige foreninger er den trygge ramme for mindretalslivet her i landsdelen. 

Tak for opmærksomheden. 

Weitere Artikel

Pressemitteilung · Christian Dirschauer · 19.12.2024 Christian Dirschauer: LNG ist und bleibt eine Sackgasse

Zur Entscheidung des Bundesverwaltungsgerichts, die Klage der Deutschen Umwelthilfe gegen die FSRU-Anlage in Wilhelmshaven abzuweisen, erklärt der energie- und umweltpolitische Sprecher der SSW-Fraktion im Schleswig-Holsteinischen Landtag, Christian Dirschauer:

Weiterlesen

Rede · Sybilla Nitsch · 13.12.2024 Bürokratie-Entlastung für Schaustellerbetriebe überfällig

„Vor allem würden die Änderungen für die Schaustellerbranche einen entscheidenden Unterschied machen, damit nicht nur Besucherinnen und Besucher etwa bei künftigen Weihnachtsmärkten ein Lächeln im Gesicht haben, sondern vor allem auch die Schaustellerinnen und Schausteller bei uns im Land.“

Weiterlesen

Rede · Jette Waldinger-Thiering · 13.12.2024 Wir brauchen eine zeitgemäße Regelung für Schwangerschaftsabbrüche

„Und auch die vorgelagerte Verantwortung für die Verhütung überlassen wir den Frauen allein. Auch das ist eine Forderung aus dem Kommissionsbericht: Verhütungsmittel müssen kostenlos sein, für alle! Es kann und darf nicht sein, dass Frauen ungewollt schwanger werden, weil sie nicht genug Geld für Verhütungsmittel haben.“

Weiterlesen